Hvordan startede mit forhold til naturen?

Jeg har tit tænkt over, hvordan mit forhold til naturen startede. Jeg ved det skyldes mange forskellige ting lige fra min nysgerrige, eventyrlystne personlighed til tre fantastiske år i en naturbørnehave på nordsiden af Vejle Fjord. Helt afgørende var dog, at jeg voksede op i et hjem med en kæmpe "have" med en masse skov, en eng, kæmpe 400 år gamle træer, en sø, de bedste klatræer og mindst hundrede blomstrende hyldebuske. Det gav et utal af muligheder for at stimulere min nysgerrighed, lege, gå på eventyr, afprøve både mine fysiske og psykiske grænser og udvikle mig personligt. Den dag i dag er jeg ikke det mindste i tvivl om, at nysgerrighed er afgørende for et tæt forhold til naturen. At være i naturen kan sætte gang i en masse spørgsmål hos både børn og voksne: hvorfor er der store huller i skovbunden? Hvorfor hamrer spætten i træet? Og hvad er det for et uhyggeligt "u-uuuh" ude i mørket om aftenen? Jeg var så heldig at kunne finde svar på spørgsmålene hos min far, hos børnehavepædagogen Kirsten og i Lademann's dyreleksikon, som jeg fik i gave som barn. Hvis jeg ikke havde fundet svar, tror jeg ikke mit forhold til naturen havde været det samme i dag. Derfor er naturformidling så mega vigtigt - og der er altid behov for det. Jeg mener der i de fleste mennesker er en lyst til naturen - hos nogen er den bare blevet mere stimuleret end hos andre. Jo mere man oplever naturen, og jo mere man ved om den, desto mindre kan man undvære den.


Mit forhold til naturen startede med andre ord, da jeg begyndte at kravle rundt i haven med udsigt til kæmpe træer og syngende fugle. Min lyst til naturen havde dog en pause i teenageårene, hvilket vist er meget almindeligt... jeg ville af en eller anden grund hellere spille zombie-spil på computeren. Heldigvis kom interessen igen efter folkeskolen. Her oprettede jeg nemlig i 2011 en profil på fugleognatur.dk, fordi jeg vildt gerne ville have navnet på et eller andet, jeg havde fundet i naturen. Svaret kom hurtigt, og derefter ville jeg kende navnet på alt, hvad jeg så til lands, til vands og i luften - jeg begyndte derfor at "kratluske" og artsregistrere. Jeg fandt hurtigt ud af, at det især var fedt at finde sjældne arter de steder, hvor andre kratluskere ikke havde været. Det blev til mange fede eventyr! Det var den ene skattejagt efter den anden, hvilket også passede perfekt til mig som person. Derfra gik det stærkt. For i år håber jeg på at runde 1000 arter på min "artsliste" for Danmark - og så er der også min artsliste for udlandet...


God weekend derude! :-D


Her er en video om naturen i mit barndomshjem: https://www.youtube.com/watch?v=dt7h3HJAphU


7 visninger

© 2020 DetHeltVildt