VILD MADLAVNING
I samarbejde med dygtige folk tilbyder jeg en helt særlig pakkeløsning med en vild sanketur (f.eks. svampejagt) og lækker madlavning over bål. I kan ønske en særlig ret på forhånd, f.eks. den lækreste svamperisotto eller klassisk stuvede svampe på bålristet hvidløgsbrød. Det er også muligt at bestille et arrangement, hvor I selv deltager i madlavningen.
Vi starter med en sanketur og kommer derefter tilbage til basen, hvor der vil være godt gang i bålet og klar til at inddrage høsten i madlavningen. Hvis høsten ikke er til at prale af, er der altid medbragt en masse gode råvarer som reserve.
Jeg samarbejder blandt andet med Carsten Lambek, også kendt som Bålnørden og som vært på podcasten Dansk Spiritus Podcast. Han medbringer det bedste udstyr og har mange års professionel erfaring med at lave diverse slags mad over bål. Han tager også gerne lidt dansk whisky eller andet godt med til smagning, hvis man ønsker dette.
Det er muligt at bestille pakkeløsningen til både mindre arrangementer for op til 30 deltagere eller større arrangementer med op til 100 deltagere. Alt efter størrelsen på arrangementet starter prisen på 10.000kr + transport. Startprisen er for 2 timers svampejagt + vild madlavning for op til 30 deltagere. For større arrangementer: kontakt mig for et uforpligtende tilbud da der eventuelt skal bookes et par ekstra naturvejledere. Det er som udgangspunkt kun muligt at booke pakkeløsningen til weekendarrangementer.
MENU
Menuen er vegetarisk medmindre andet aftales på forhånd. Jeg undersøger dog gerne muligheden for at anskaffe noget vildtkød hos en jæger eller andet. Der beregnes i så fald en merpris for de ekstra omkostninger. Der kan tages højde for allergier, ligesom der også kan tilbydes 100% vegansk madlavning hvis man ønsker at prøve kræfter med dette.
Hvad der er på menuen kan I selv være med til at bestemme. Giv besked i god tid inden arrangementet.
VÆLG F.EKS. MELLEM FØLGENDE RETTER:
Stuvede svampe med piskefløde på bålristet hvidløgsbrød
Svamperisotto med områdets vilde ingredienser
‘Svampegryde’ med rodfrugter og andet godt (klassisk bålgryde)
Svampeburger med stegte svampe, friske grøntsager & hjemmelavet dressing